Vær opmærksom på, at der er frist for ansøgninger om EU-midler den 14. august. Du finder mere information under fanen LAG/EU-midler, og du søger via Tast Selv på Landbrugsstyrelsens hjemmeside. Men der er link og anvisninger på livogland.dk, som du henvises til fra vores side. Det er en god idé at ringe eller skrive til koordinator Anne Mette Christiansen inden – eller mens du udfylder skemaet, hvis du har spørgsmål.

Du må gerne være gået i gang med dit projekt, men det må ikke være stort set fuldendt på dagen for ansøgningsfristen den 14. august.
Vi har 600.000 kr. til uddeling i denne runde, og det er bestyrelsen for LAG Slagelse, der fordeler midlerne på deres møde den 23. september. Derefter sendes de indstillede projekter videre til Plan- og Landdistriktsstyrelsen til endelig godkendelse, som forventes at ligge inden årets udgang. Men du kan godt starte eller have udgifter i dit projekt for egen regning og risiko indtil endelig afgørelse.
Næste frist bliver i 2027, som også bliver det sidste år i denne EU-programperiode. Fordeling af EU- og LAG-midler for næste 7-årige programperiode samt organisering af LAG’er er under drøftelse i EU og på nationalt plan i Danmark, og er dermed endnu ikke på plads. Så hvis du vil have del i EU-midlerne er det en god ide at søge nu.
