LAG Slagelse har i 2025 to ansøgningsrunder for EU-midler. Ved den første besluttede LAG Slagelse at uddele 600.000 kr. til lokale initiativer. Nu er der igen mulighed for at søge om de sidste 400.000 kr., som der er til rådighed i puljen i 2025. Der er ansøgningsfrist den 14. august og informationsmøde om uddeling af LAG-midler den 11. juni.
600.000 kr. til lokale initiativer
Efter årets første ansøgningsrunde for LAG/EU-midler, hvor der var ansøgningsfrist den 14. januar 2025 med behandling af bestyrelsen den 5. marts 2025, har bestyrelsen besluttet disponere over hele 600.000 kr. ud af den mio. kr. der var til rådigehed, og fordele dem mellem fire projekter. To erhvervsprojekter og to almennyttige projekter, der alle kommer til at spille en rolle for de lokale landområder. De fire projekter skal lige have den endelige godkendelse i det nationale LAG-sekretariat i Nykøbing Falster, men LAG Slagelse har erfaring med, at de indstillede projekter går glat igennem og opnår det endelige tilsagn. De fire projekter er:
- Strandbar ved Kobæk Strand Hotel & Konference (55.000 kr.)
- Sti gennem en kommende skov ved kirken i Lund for Lund (160.000 kr.)
- Økovirke – Videncenter for grøn omstilling (250.000 kr.)
- Ridesti i Nordskoven (165.000 kr.)
KVIK-pulje til de små projekter
Hvis man ikke er til de store EU-projekter med et budget på min. 100.000 kr. og en medfinansiering på min 50%, kan man i stedet søge KVIK-puljen til lidt mindre, almennyttige projekter. Puljen har løbende frist, og der gives op til 50.000 kr. i støtte. Senest har disse projekter fået støtte:
- Bålhus ved Gerlev Idrætshøjskole
- Indrettelse af gårdmiljø hos keramikerne i Bruuns Hjørne
- Udendørs samlingssted ved Høve Mark
- Sansegynger i Rude
- Filmprojekt om unge i lokale virksomheder i Sørby E-sport
- Gårdhave i Korsør Biograf Teater
- Opstart af bordtennis i Bisserup
- Bosætningsindsats med nye metoder på Omø
- Lokale keramikere laver historisk keramikfrise i Korsør
- MUST på fem skoler – fællesbus til elevers besøg på virksomheder og i foreninger
- Ny glaskunst på Kabeldepotet i Korsør
- Etablering af Korsør Marina Sommerfestival
- Opstart af rollespilsaktiviteter på Flakkebjerg Friskole
Informationsmøde om støttemuligheder
For at hjælpe ansøgere og give sparring på projektidéer afholder sekretariatsleder Anne Mette Christiansen et informationsmøde den 11. juni kl. 19-20, hvor der først informeres om støttemuligheder. Derefter er der mulighed for individuel sparring. Det foregår på det gamle posthus, Sdr. Stationsvej 26., 1. sal, 4200 Slagelse, og man melder sig til på denne side. Hvis man er forhindret den dag, er man også velkommen til at kontakte Anne Mette i sekretariatet med sin projektide på 23367375 eller info@lagslagelse.dk.